Sådan fikser du en vandhane, der drypper
En dryppende vandhane koster dig mange penge
En vandhane, der drypper, kan hurtigt give dig en dyrere vandregning. Faktisk spilder du helt op til 20 liter vand i døgnet, hvis din vandhane drypper bare én gang i sekundet. Det svarer til hele syv kubikmeter vand om året – eller en ekstraregning på 5-700 kr., afhængigt af hvor i landet du er bosiddende.
Faktisk spilder du helt op til 20 liter vand i døgnet, hvis din vandhane drypper bare én gang i sekundet.
Drypper vandhanen hurtigere, løber det op i endnu flere penge. Der er derfor god grund til at sætte ind og gøre noget ved problemet, hvis du oplever, at din vandhane drypper. Det gælder desuden også, hvis bruseren drypper, eller toilettet løber. Ordner du problemet i tide, er der derfor mange penge at spare.
Det er typisk småting, der gør, at vandhanen drypper
Hvis du opdager, at din vandhane drypper, er det en god idé at handle hurtigt. Du kan enten forsøge at reparere den eksisterende vandhane eller købe en ny. Ofte kan du dog afhjælpe problemet ved at afkalke vandhanen eller ved at skifte enten spindel eller kartouche i vandhanen.
Kartouchen er en såkaldt åbne/lukke-mekanisme, som sidder i de fleste moderne blandingsbatterier. Den styrer, hvor meget vand der løber ud, og det er samtidig dén, som blander det varme og kolde vand. Det er forholdsvist nemt at udskifte kartouchen selv, men det kræver en smule gåpåmod, hvis du ikke har prøvet det før.
Du skal starte med at lukke for vandet
Før du kan gå i gang med at udskifte spindel eller kartouche i din vandhane, skal du lukke for vandtilførslen. Det gør du typisk ved hjælp af en kugleventil eller Ballofix, som er placeret under vasken. Er der tale om en vane med koldt vand, skal du kun lukke for én, men er der et blandingsbatteri, skal du både lukke for koldt og varmt vand.
Du lukker for vandet ved langsomt og stabilt at dreje på kugleventilen eller Ballofixen. På den måde undgår du, at der kommer trykstød i vandinstallationerne. Alligevel skal du ikke være bange for at tage fat, da lukkemekanismen kan være en smule hård, hvis der sidder kalk i. Du bør dog ikke bruge værktøj til at lukke med.
Sådan skifter du spindlen i vandhanen
Hvis du har en 2-grebs vandhane, som drypper, bør du forsøge at skifte spindlen. Den er typisk placeret i selve hanen, hvis der er tale om en ældre vandhane. Du kan som regel finde en spindel, som matcher din vandhane, selvom den er af ældre dato, da mange ældre vandhaner anvender spindlere på standardmål.
Sådan skifter du spindlen:
- Luk for vandtilførslen
- Tag håndtaget af vandhanen, så du kan skrue spindlen løs med en svensknøgle
- Smør pakningerne i bunden med hane- eller armaturfedt
- Montér spindlen i armaturet, så styrearmene passer
- Skru spindlen fast med fingrene og spænd efter med en svensknøgle
- Montér vandhanens håndtag igen
Når du har gennemført ovenstående guide, drypper din vandhane ikke længere. I nogle tilfælde kan vandhanen dog være så slidt, at det bedre kan betale sig at skifte hele hanen frem for at skifte spindlen.
Sådan skifter du kartouchen i vandhanen
Er der tale om nyere 1-grebs blandingsbatterier, skal du i stedet udskifte kartouchen, hvis du vil drypperiet til livs. Kartouchen er placeret inde i selve kroppen på vandhanen, og her er det vigtigt, at du anvender en model, som matcher den specifikke vandhane. Er du i tvivl, kan du få hjælp og rådgivning hos vores kundeservice.
Sådan skifter du kartouchen:
- Luk for vandtilførslen.
- Skru forsigtigt håndtaget af vandhanen og skru kartouchen løs med en svensknøgle, så du kan løfte den op.
- Smør pakningerne i bunden eller skift til nye, før du monterer den nye kartouche.
- Montér forsigtigt kartouchen i armaturet, så styrearmene passer i kartouchen.
- Skru kartouchen fast med fingrene og spænd efter med en svensknøgle.
- Montér vandhanens håndtag igen.
Vær opmærksom på, at ovenstående fremgangsmåde kan variere. Når du bestiller en ny kartouche, vil der i de fleste tilfælde medfølge en vejledning til, hvordan du skifter den. Alternativt kan du læse vejledningen til dit armatur, hvis der ikke medfølger en monteringsvejledning.
Sådan skifter du hele vandhanen
I nogle tilfælde hjælper det ikke at skifte de enkelte dele i vandhanen. Enten fordi det ikke kan lade sig gøre, eller fordi vandhanen stadig drypper. Det kan også være, at din gamle vandhane efterhånden er så slidt, at det bedre kan betale sig at investere i en ny model. Er det tilfældet, skal du skifte hele vandhanen.
Sådan skifter du hele vandhanen:
- Luk for vandet og skru vandtilførslen til hanen af på kugleventilerne.
- Nu løsner du vandhanen, så du kan skrue den løs under bordpladen.
- Tag vandhanen op og sæt den nye ned i hullet.
- Spænd vandhanen fast og tilslut vandtilførslen.
Det lyder nemt, men det kan være en udfordring, hvis du ikke har prøvet det før. Det er derfor en god idé at sætte dig grundigt ind i, hvordan du gør, før du går i gang. Hvis du ikke føler dig tryg i processen, er det en god idé at hyre en professionel fagmand, som kan udskifte din dryppende vandhane for dig.
3 typiske årsager til løbende vandhane
Tilkalkning
Defekt spindel
Slidt kartouche