Guide til at vælge nyt toilet
Skal du have nyt toilet? I denne guide får du hjælp til at vælge den rigtige model til dit badeværelse – uanset om du går efter et væghængt design, et klassisk gulvtoilet eller et vandbesparende valg.Hvilket toilet skal jeg vælge?
Valg af toilet er kun blevet vigtigere over de seneste år, da vores krav til indretning og design af badeværelset har ændret sig markant. Badeværelset er gået fra at være et rum med en praktisk funktion, hvor vi ordner de ting, der nu engang skal ordnes, til at være et sted, der på mange måder fungerer som hjemmets wellness-center.
Badeværelset er altså også et sted, hvor vi opholder os, når vi skal stresse af efter en lang arbejdsdag. Derfor er det i stigende grad vigtigt, at du vælger et nyt toilet, som passer til baderumsmøbler, badeværelsestilbehør og den øvrige indretning. Samtidig skal det være behageligt at sidde på, nemt at betjene samt hygiejnisk.
Som udgangspunkt kan du vælge mellem et væghængt eller et gulvstående toilet. Det kan være svært at skifte fra den ene model til den anden, medmindre du står overfor en renovering. Derfor er det nemmest at vælge, hvis toilettet blot skal udskiftes, men der er også andre faktorer, du bør være opmærksom på ved valg af nyt toilet.
Skal toilettet udskiftes, eller skal hele badeværelset renoveres?
Når du skal udskifte dit toilet, bør dit valg først og fremmest afhænge af, hvorvidt det udelukkende er toilettet, som skal udskiftes, eller om det er hele badeværelset, der skal renoveres. Hvis du blot skal udskifte toilettet, kan du i mange tilfælde bare finde et nyt toilet, som matcher det gamle i opbygningen.
Hvis du skal renovere hele badeværelset, har du langt flere muligheder, når du skal vælge nyt toilet. Her er det blandt andet nemmere at skifte fra et gulvstående toilet til et væghængt toilet. Det er alligevel en bekostelig affære, men ikke desto mindre er der bedre plads til det i et renoveringsbudget, end hvis du blot skal udskifte det gamle toilet.
Hvis du skal renovere hele badeværelset, har du langt flere muligheder, når du skal vælge nyt toilet.
Du kan også vælge at gå fra et væghængt toilet til et gulvstående toilet, da det ofte er billigere. Samtidig er det nemmere at skifte et gulvmonteret toilet, hvis cisternen eksempelvis får en skade. Opstår der en skade på en indbygningscisternen, vil det koste mere – og samtidig vil risikoen for en alvorlig vandskade være større.
Valg af gulvstående eller fritstående toilet
Der findes mange forskellige typer af toilettet, men grundlæggende kan du vælge mellem gulvstående og væghængte modeller, når du skal have et nyt toilet. Du kan få mange forskellige variationer af de enkelte typer af toiletter, men særligt de gulvstående modeller fås i forskellige udformninger.
Gulvstående toiletter
Et gulvstående toilet består af en cisterne og en kumme i en samlet enhed. Toiletstolen bliver holdt fast ved hjælp af skruer, som er fæstnet til gulvet, samt tilslutningen til afløbet. Den vigtigste faktor, når du skal vælge et gulvstående toilet, er udformningen på vandlåsen. Den afhænger af, hvorvidt afløbet er placeret i væggen eller gulvet.
Valg af rigtig vandlås:
-
P-vandlås: En P-vandlås har et afløb, der går bagud. Her løber vandet ud bag toilettet og ind i afløbet, som er placeret i væggen eller på faldstammen. Det er derfor typisk denne type vandlås, der er i etageejendomme.
-
S-vandlås: En S-vandlås har et afløb, som befinder sig under toilettet. Her løber vandet altså ikke ind mod væggen, men ned mod gulvet. Det er typisk denne type vandlås, som du finder i et hus.
Når du skal finde ud af, om dit toilet har en S-lås eller en P-lås, skal du derfor kigge på, hvor afløbet går hen. Hvis afløbet går direkte ind i væggen bag toilettet, er der tale om en P-lås, mens du har at gøre med en S-lås, hvis det går direkte ned i gulvet.
Væghængte toiletter
Skal dit nye toilet være væghængt, kan du ligeledes vælge mellem flere forskellige typer. Her handler forskellen i høj grad om, hvorvidt cisternen er bygget ind i væggen, eller om den er gemt bag en skalmur.
Vælg mellem følgende typer af væghængte toiletter:
-
Væghængt toilet med indbygningscisterne: Dette er den mest almindelige form for væghængt toilet. Her er både cisterne og afløb bygget ind i væggen eller gemt bag en skalmur, som er opført til formålet. Det er desuden en mere hygiejnisk løsning, da toilettet er hævet, så du nemt kan rengøre gulvet under.
-
Væghængt toilet med synlig cisterne: Et væghængt toilet med synlig cisterne er den model, som er nemmest at udskifte, hvis der sker en skade på cisternen. Denne type toilet kræver dog, at væggen kan holde til vægten, da den både skal kunne bære cisternen og kummen, samt den person der anvender toilettet.
Herudover har du også mulighed for at vælge et såkaldt in-tank-toilet, som er en særlig form for væghængt toilet, hvor cisternen er bygget ind i selve toiletkummen. Da trykket bliver leveret ved hjælp af lufttryk, skal toilettet være tilsluttet både strøm, vandtilførsel og afløb. De fleste modeller er desuden udstyret med batteri.
Douche-toiletter
Et douche-toilet er en avanceret toiletløsning, der kombinerer traditionelt toilet med en integreret vaskefunktion: en pulserende vandstråle (ofte med justerbart tryk og temperatur) skyller og giver en mere skånsom og grundig rengøring end toiletpapir alene.
Hvorfor overveje et douche-toilet?
-
Vandskyld-funktionen giver en mere behagelig følelse og er især gavnlig for hudområdet, hvilket gør oplevelsen lidt mere “spa-agtig” end det klassiske toiletritual.
-
Mange modeller tilbyder funktioner som fjernbetjening, app-styring, og justerbart tryk og temperatur – hvilket giver en personlig oplevelse.
-
Hvis badeværelset er i en opgraderingsfase, kan douche-toilettet være en oplagt mulighed, som løfter rummet fra “bare funktionelt” til noget mere luksuriøst og komfortabelt.
Hvad skal du være opmærksom på med et douche-toilet?
-
Design- og tilslutningsmæssigt bør du tjekke om toilettet passer ind i badeværelset i forhold til afløbsplacering, el og plads.
-
Prisen ligger typisk over standardtoiletter, men her får du i bytte væsentligt mere komfort og funktionalitet.
Prøv det hjemme før du beslutter dig
Hvis du er nysgerrig efter hvordan det føles, kan du bestille et test-kit hos Geberit og prøve det i 14 dage i dit eget hjem, før du binder dig til et køb. Læs mere om dette her: Oplev douchetoilet følelsen med Geberit AquaClean Cama Testkit
Tre overvejelser ved valg af nyt toilet
Udskiftning eller renovering:
Hvis du blot skal udskifte dit eksisterende toilet, er dine valgmuligheder forholdsvist begrænsede. Sker udskiftningen i forbindelse med en større renovering, har du mere frihed til at vælge.
Væghængt eller gulvstående:
Du kan grundlæggende vælge mellem et væghængt eller et gulvstående toilet. Hver type toilet åbner desuden op for flere valgmuligheder og overvejelser, du skal igennem.
Afløbets placering:
Afløbets placering kan sætte begrænsninger for, hvilken vandlås toilettet skal være udstyret med. Du bør derfor starte med at finde ud af, om afløbet er placeret i gulvet eller i væggen, hvis du skal udskifte dit toilet.
















